Preview Mode Links will not work in preview mode

Jul 2, 2020

Tyskland er det klart største og vigtigste udenlandske marked for dansk turisme, og Danmark har da også en speciel plads i feriehjertet hos mange tyskere, der hvert år krydser grænsen for at holde ferie i Danmark. Rigtig mange af dem kommer for at holde ferie ved Danmarks kyster eller i den danske natur. Faktisk foretages 3 ud af 4 af alle udenlandske overnatninger i kyst- og naturturismen i Danmark af tyske turister, og markedet har de seneste år været præget af flot vækst. 

Men har Coronasituationen ændret ved tyskernes rejseplaner? Og har de stadig lyst til ferie i Danmark? Det handler denne første episode af Tjek på Turismen om, hvor vi taler med Mads Schreiner, Markedschef i Tyskland for VisitDenmark.

Her sætter vi fokus på, hvad der er er vigtigt for tyskerne nu, når de skal vælge ferie – og hvad man som dansk turismevirksomhed konkret kan gøre for at møde og indfri de nye tyske ferieforventninger. For ligger der endda et potentiale for dansk kyst- og naturturisme på den lange bane, hvis vi lykkes med at fortælle de tyske gæster, at vores ’ferieprodukt’ matcher deres nye forventninger om natur, plads og tryghed?

Mads Schreiner har som markedschef i Tyskland for VisitDenmark fingeren på den tyske feriepuls. Derfor har vi inviteret ham til en snak i studiet for at gøre os klogere på målgruppen af tyske feriegæster. Det er nemlig ikke kun Corona-krisen, der har betydning for tyskernes ferieplaner. Det er også en ny generation af tyske familier, der nu tager afsted – og de adskiller sig fra deres forældre.

Lyt med i den første episode af Tjek på Turismen, som er en podcast skabt i samarbejde mellem Erhvervshus Sydjylland og Dansk Kyst- og Naturturisme, med den fælles ambition og lyst til at bringe ny viden, inspiration og gode råd til dig, som lever for og af turismen. Episoden er første afsnit i vores serie om ’Forretningsudvikling i turismen’.

Tilsammen har de to organisationer en stor viden om forretningsudvikling i turismeerhvervet. Det ligger næsten i ordet, at kompetencerne er godt delt mellem erhverv og turisme, når man taler om Dansk Kyst- og Naturturisme og Erhvervshus Sydjylland. Begge organisationer er optaget af at tænke nyt for at sætte gang i forretningsudviklingen og give inspiration på til alle virksomheder, der lever af turisme.